top of page

Selvværd - Slå dig selv i hovedet eller klap dig selv på skulderen!

Selvværd er godt at have, men udmattende at mangle. Et lavt selvværd er med til at nedbryde kroppen og kan medføre depression, overvægt, akne, sår, vorter og flere langt alvorligere sygdomme. 

Grundlæggende er selvværd en følelse i mennesket, som fremtræder mere eller mindre positivt. Mange med lavt selvværd føler ikke, at de er noget værd i sig selv, har værdi i kraft af den, de ER. Oplevelsen af hele tiden at skulle  præstere og kun være værdifuld for det, de GØR og opnår i livet, er fremtrædende og fylder mere og mere. Du kender måske til det med at løbe stærkere og stærkere på arbejdet, præstere bedre og vise mere for at få lidt anerkendelse? Og det slider! Udebliver anerkendelsen eller belønningen for det hårde slid så, kan du stå med følelsen af, ikke at være god nok og det sætter sig i kroppen, som sorg, vrede, svigt og tristhed.


Tegn på et lavt selvværd

  1. Mobberen: Du er din egen værste mobber - Dine tanker om dig selv er negative. De kredser rundt og vokser sig større og større over tid. Din indre stemme er hverken venlig eller omsorgsfuld. Du ville aldrig have talt til en veninde, som du taler til dig selv. Du taler hårdt og slår dig selv i hovedet, når du har begået en fejl, stor som lille.

  2. Fejlfinderen: Du dømmer dig selv for fejl, som er helt naturlige at begå. Ingen mennesker er fejlfrie og fejl er en del af vores udvikling og læring, men ikke mindst af det at være menneske. Tit vil du dømme dig selv for fejl, som du aldrig ville drømme om at bebrejde andre eller tillægge større betydning, hvis det var andre, der begik dem. 

  3. Piedestalbyggeren: Du bygger piedestaler til andre, men ikke til dig selv. Kasper var vildt god til fodbold. Louise skrev altid de bedste og grammatisk korrekte stile og Katrine var en engel som alle kunne lide. I dit hoved får du skabt en forestilling af et supermenneske sammensat af alle de ekstremt gode sider hos andre. Et billede, du slet ikke kan leve op til. Hvorfor ikke, jo fordi det billede ikke er virkeligt. Hvis du kiggede på Katrine igen, ville du vide, at hun har rigtigt svært ved alle fagene i skolen. Kasper er slet ikke glad for sit talent, for han ville hellere have gået til guitar. Og Louise er virkelig jaloux på sin lillesøsters gode humør. 

  4. Skammeren: Du møder modgang i livet og tager det på dine skuldre. Her har du endnu et bevis på, at du ikke er god nok. Kæresten går fra dig og straks tænker du, at du ikke er værd at elske, ikke har gjort nok, været god nok eller begået nogle fejl. I livet vil du møde modgang igen og igen, men hvordan du opfatter det er afgørende for dit velbefindende. 

  5. Offeret: Du ryger lyn hurtigt i offerrollen, når der ikke kommer resultater af din hårde indsats af venlighed eller arbejdsomhed. Hvorfor...? er et stort spørgsmål. Fuldfør selv sætningen. Det blokerer energien i kroppen og i det udsyn du kunne have til alle de muligheder og gaver, der ligger lige foran dig.


Vi vil altid komme til at lave fejl og sammenligne os med andre, og vi kan lære af hinanden, men det skal ikke være målestokken for, hvad du er værd, fordi vi er forskellige og har hver vores svagheder og styrker.

Til enhver situation er der nogle omstændigheder, tider og vilkår, som er så sammensatte og komplekse, at hele skylden ikke ligger hos dig, hvis overhovedet.  


Hvor kommer det fra?

Ofte er følelsen af selvværd tillært gennem oplevelser i barndommen, hvor vi af vores forældre, skole og kammerater har lært, hvilken adfærd og hvilke præstationer, der havde værdi. Du lærte nok, hvornår du skulle tie stille, sidde pænt, hvordan du skulle opføre dig, hvad du måtte sige og ikke, hvornår og hvordan du måtte være vred eller ked af det. Det er andres forventninger til os, måske er det også blevet vores egne forventninger til os selv. Vi holder følelser inde, behersker vores vrede, græder når vi er alene, fordi vores frygt for ikke at være likable, rummede, forstået eller blot sete i flokken er stor. Vi kunne jo blive afvist, hvis vi råber ad kæresten eller kollegaen, når vi bliver trådt over tæerne. Når grænsen endelig er nået, og du siger fra, kan det have nogle konsekvenser, du kan miste en ven, men venskabet med dig selv vil bestå. Men da den eneste du med sikkerhed skal være sammen med resten af dit liv er dig selv, så er det måske ikke så dårligt at pleje netop det venskab ærligt og bedst?


Plej venskabet til dig selv!

Når det kommer til selvværd handler det om følelser, mest af alt om at stå ved dem og være tro mod sig selv. Med kropsterapien kan vi arbejde med selvværdet gennem åndedrættet og den dybdegående massage, hvor du igen kan få kontakt til din krop og mærke dine følelser. Hvad er det egentligt, du mærker og føler, og hvad har du gemt væk? Du vil blive guidet omsorgsfuldt gennem processen med at lære de følelser at kende og at give dem plads. Alle følelser er ok og kan rummes. Når du kan mærke, hvordan du har det, vil du også kunne mærke, hvad du har behov for og give udtryk for det. Og det er super vigtigt for ikke at energien i din krop stagnerer, og du lever livet halvt.  

The benefits!

Når du er tro mod dig selv, vil du opleve, at omgivelserne responderer mere positivt på det, hvorfor du nok også med lavt selvværd mere oplever at blive forbigået, mens andre får fyldt turbanen med appelsiner. Når du siger ærligt fra, vil konsekvenserne ikke blive ligeså drastiske, men mest af alt respekterede, fordi din kommunikation bliver tydeligere og mere konstruktiv, når du ikke taler med 'offerets', ‘skammerens' eller ‘fejlfinderens’ stemme. Knuden i maven eller halsen og spændinger i hovedet og skuldrene kan løsnes og forsvinde som disse byrder, indestængte følelser eller usagte ting bliver forløst. Bedst af alt, kan glæde og velvære flytte ind i din krop, og energien komme i flow, og nu kan du klappe dig selv på skulderen!


Helle

47 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page